Fakta om ægproduktion

Der findes fire produktionsformer indenfor den danske konsumægsproduktion: Stimulusberigede bure, skrab, friland og økologi.

Ægproduktion i skrab, friland og økologi foregår i store stalde. Mindst en tredjedel af gulvarealet er dækket af strøelse, hvilket giver hønerne mulighed for at rode og støvbade. Stalden er typisk indrettet med etagesystemer og der er krav om siddepinde og redekasser.

Høner i frilands- og økologiske produktioner har desuden adgang til udeareal i forlængelse af stalden. For økologisk produktion er der desuden krav til vinduer i stalden, grovfoder, økologisk foder og færre høner pr. nytteareal*.

I de stimulusberigede bure går hønerne i flokke af 10 dyr. Buret er beriget med område til støvbadning, siddepind og redekasse. Det er ikke længere lovligt at opføre nye huse til burægproduktion, mens de eksisterende burægproduktioner skal afvikles inden for en 12-årig periode fra 2023.

*Ved ”nytteareal” forstås et areal med en bredde på mindst 30 cm, en hældning på højst 14 pct. og en fri højde på mindst 45 cm. Redearealet indgår ikke i nyttearealet.

Hønerne i skrabe- og frilandsægproduktionen går typisk i flokke af 3.000 til 10.000 dyr, mens der maksimalt må gå 3.000 høner i en økologisk flok. Huset kan ofte rumme flere flokke og er opdelt i sektioner. Sektionerne er adskilt ved et trådhegn, så man kan se hele vejen ned gennem huset. Dette er afgørende for, at ventilationssystemet får den friske luft ind i alle dele af stalden.

I burægproduktionen går der ti høner pr. stimulusberigede bur

I produktioner med stimulusberigede bure, skrabe og friland, er der ikke krav om vinduer i stalden. Hønerne får derfor ikke sollys ind i stalden.

Lyset bliver styret af et lysprogram, der sikrer hønerne ca. otte timers sammenhængende mørke hver nat.

Der er krav til lysintensiteten i hønernes opholdszone, så det sikres at lyset er ligeligt fordelt, uden at blive for skarpt. I den økologiske produktion, er der desuden krav om vinduer i stalden.

Frilandshøner og økologiske høner kan også komme udenfor og få sollys der.

I skrabe- og frilandsægproduktionerne, må der maksimalt gå ni høner pr. kvadratmeter nytteareal* i stalden. I økologiske produktioner må der maksimalt gå seks høner pr. kvadratmeter nytteareal*. Produktionsformerne friland og økologi har desuden krav om et udeareal på minimum 4 m2 pr. høne.

*Ved ”nytteareal” forstås et areal med en bredde på mindst 30 cm, en hældning på højst 14 pct. og en fri højde på mindst 45 cm. Redearealet indgår ikke i nyttearealet.

På rugeriet sorteres hane- og hønekyllingerne af specialuddannet personale. Hanekyllingerne som ikke kan bruges i ægproduktionen aflives med det samme og bruges som foder til f.eks. krybdyr og rovfugle i Zoologiske haver og hos dyrehandlere.

Der er mange etiske overvejelser omkring denne aflivning og branchen støtter op om projekter, der arbejder på at kunne kønssortere allerede i starten af udrugningsprocessen.

Hanekyllingerne har en lille muskelmasse i forhold til den type kylling der bruges i slagtekyllingeproduktionen. Det vil sige, at den ikke får særlig meget kød på kroppen, selvom den spiser ret meget. Det vil derfor både være alt for dyrt og klimabelastende at opfodre hanekyllingerne til slagtning. Branchen har været med i en række forsøg med det der kaldes dual-purpose fjerkræ. Altså fjerkræ som kan bruges til både ægproduktion og kødproduktion. Desværre falder produktiviteten alt for meget, og både ægget og kødet bliver derfor rigtig dyrt, samtidig med at klimabelastningen på begge produkter stiger væsentligt.

Brystbensfrakturer er desværre et problem i konsumægsproduktionen verden over - uanset produktionsform. Brystbensfrakturer ses også hos vilde fugle. Forskere fra blandt andet Københavns Universitet arbejder på at kortlægge årsagen til brystbensfrakturer.

De danske konsumægsproducenter deltager aktivt i universitetets undersøgelser og vil gerne ændre procedurer i produktionen, der kan nedbringe forekomsten af brystbensfrakturer.

Fjerpilning er en naturlig adfærd hos hønen. Ligesom en kat slikker sig, så piller hønen sig i fjerene. Hvis fjerpilningen tager overhånd eller hønerne piller hinanden, så er det et tegn på mistrivsel eller stress i flokken.

I alle produktionssystemer kan der opstå stress blandt hønerne, som kan have den konsekvens, at hønerne begynder at fjerpille hinanden.

Det kan skyldes flere faktorer, såsom foderfejl, sygdom, skarpt sollys, hierarki i flokken, manglende beskæftigelse, mineralmangel eller lignende.

Hvis adfærden ikke bliver stoppet og problemet ikke bliver løst, kan det i værste fald føre til kannibalisme, hvor flere høner går sammen om at hakke på samme høne.

Høner med alvorlige skader, tegn på smerte eller sygdom, der ikke kan behandles, skal af dyrevelfærdsmæssige årsager aflives.

Høner, der skal aflives i løbet af produktionen, aflives ved manuel dislokation af halsen. Det vil sige, at producenten brækker halsen på hønen og sikrer, at der er sket adskillelse mellem halshvirvlerne.

Det er aldrig sjovt at skulle aflive en høne, men den foreskrevne procedure sikrer hønen en hurtig død.

Når hønerne er færdige i produktionen og flokken skal udsættes, bliver hønerne enten aflivet eller slagtet.

Nogle høner bliver aflivet ude på gården. Her bliver hønerne båret ud i et mobilt system, hvor de aflives ved gasning med CO2.

Kroppene fra de døde høner bliver forarbejdet og anvendt som blandt andet dyrefoder.

Andre høner bliver transporteret til slagtning. En myndighedsdyrlæge skal syne og vurdere hønerne transportegnede, inden de må leveres til et slagteri.

Der findes ikke slagterier til høner i Danmark, og derfor bliver hønerne transporteret til slagteri i Tyskland, hvor de slagtes og sælges som suppehøns.

For os mennesker, kan det lyde ubarmhjertigt at tage de nylagte æg fra hønerne. Hønerne har ikke samme opfattelse af situationen.

Hønerne lægger æg næsten dagligt, æggene er ikke befrugtede og hønen forlader hurtigt redekassen, efter ægget er lagt, og søger ikke tilbage senere hen.

For at beskytte hønerne mod hinanden og mod frustrationen ved ikke at kunne ruge sine æg, har det længe været et avlsmål at udvikle høner, der ikke er skruk.

Det vil sige at man hos avlsfirmaerne, af dyrevelfærdsmæssige årsager, har udvalgt høner, der ikke har vist særlig tilknytning til sine æg.